Vi skal rejse os…

Efter det ærgerlige nederlag i mandags til Avarta, hvor Fremad Amager-spillerne bestemt ikke ramte dagen og skuffede, forventer træner Tim Ilsø, at det bliver helt anderledes når det gælder søndagens hjemmekamp mod B93.
”For at sige det kort, så var det skidt der som der blev leveret mod Avarta. Jeg vidste godt at det ville blive en svær kamp, for denne kamp inklusiv har vi nu i de fire sidste kampe mod Avarta kun fået et point. Derfor kom det ikke bag på mig, at det blev vanskeligt, da Avarta jo også nærmest her havde deres sidste håb, for ikke at synke længere ned i tabellen,” indleder Tim Ilsø, der dog hurtigt så kan finde andre ting der overraskede ham.
”At vi falder sammen og ikke rigtigt rammer dagen overrasker mig, for selvom jeg føler vi bliver bortdømt lidt i et par situationer og brænder en stor chance i starten, så kommer vi trods alt tilbage og får udlignet til 2-2. På det tidspunkt sidder jeg med en god fornemmelse, og tror den er der, men at det så ender med ”åbent hus” i forsvaret så de får et sejrsmål er jeg selvfølgelig ikke tilfreds med,” fortæller Tim Ilsø.
Opsatte på revanche
Man kan tydeligt fornemme på spillere og trænere, at ”pletten” med nederlaget til Avarta hurtigst muligt skal vaskes væk, og det skulle så gerne gå ud over B93, når de søndag kl. 13.00 gæster Sundby Idrætspark.
”Nu er det jo ikke den første kamp vi har tabt, og givet heller ikke den sidste, men nu skal spillerne rejse sig og skyde brystet frem for at vise hvad de kan igen. Humøret skal holdes højt og spillerne skal mande sig op, og vise at nederlaget forleden var en fejl,” slutter Tim Ilsø.
Foto: Flemming Slabiak.