Fremad Amager skifter anfører

1. april 2014 - kl.14:14

Træner Tim Ilsø har frem mod forårsturneringen skiftet anfører. Det betyder, at Mohammed Abdalas (Mo) afløser Christian Groth Møller.
”Jeg synes det har været sådan lidt undervejs i forhold til Møller, der har døjet med skader siden Roskilde-kampen. Jeg har haft en god dialog med Møller om det, og når vi nu skifter anfører er det også for at Møller kan bruge al sin fokus på at komme 100% tilbage efter sin skade,” forklarer Tim Ilsø. Fremad Amager-træneren havde ikke svært ved at beslutte, hvem der skulle overtage anførerbindet - valget faldt med det samme på Mohammed Abdalas.
”Mo er jo en kulturbærer, så det er meget simpelt, at han derfor tager over som anfører i Fremad Amager,” siger Tim Ilsø om den kreative midtbanespiller som på det nærmeste er "vokset op" i Fremad Amager.
27-årige Mohammed Abdalas lægger ikke skjul på, at han glæder sig til den nye opgave. ”Jeg er selvfølgelig glad for at blive udnævnt til ny anfører. Det signalerer at man er en vigtig del af holdet, og det er en stor ære for mig. Min opgave bliver selvfølgelig meget det samme som det sidste halve år; at levere på banen, og hjælpe mine holdkammerater. Jeg tror ikke, at det ændrer det store på mit spil, men selvfølgelig skal jeg tage et større ansvar," siger Mohammed Abdalas.