Hva’ fan….!

Dennis Farcinsen Leth var en af mange, der i sidste weekend deltog i det motionsløb, der var i forbindelse med VM i Halvmarathon, da det blev afviklet i Københavns gader med omkring 100.000 tilskuere.
Dennis var dog den eneste, der deltog i løbet iført Fremad Amager-trøje. Men for den 41-årige Fremad Amager-fan, handlede det ikke bare om at vise trøjen frem, men også om at fortsætte den personlige udvikling, som han startede i forbindelse med en Fremad Amager-kamp i fjor.
”For mig handler det ikke bare om klubben og dette enkelte løb. Det handler om personlig udvikling. Det handler om fællesskab og venskab. Den 26. juni sidste år stod jeg til en af de sidste kampe i sæsonen ovre i Sundby Idrætspark sammen med De blå/hvide engle. Sidst i pausen rammer lynet mig, efter jeg har købt endnu fem øl. Jeg gad det ikke mere. Jeg havde drukket det meste af mit liv og det havde ødelagt meget for mig. På det tidspunkt havde jeg mistet mit livs kærlighed grundet alkoholen små to måneder før,” forklarer Dennis Farcinsen Leth, som kort efter valgte at tage en beslutning, som skulle vise sig at ændre hans liv.
”Jeg forlod stadion i halvlegen og offentliggjorde en lille time senere, at jeg ikke længere ville røre alkohol og havde brug for at finde mig selv,” fortsætter Dennis Farcinsen Leth.
En ændring var nødvendig
Der skulle ske noget drastisk for Dennis Farcinsen Leth, der derfor satte sig flere mål for, hvad han fremadrettet skulle bruge sit liv på.
”En af de målsætninger jeg satte mig i den time der gik, fra jeg forlod stadion til beslutningen blev offentliggjort, var, at jeg efter mere end 15 år uden nævneværdig motion ville gennemføre Copenhagen Maraton i år. Min søn skal så konfirmeres på denne dag, hvorfor selve maratondelen er flyttet til Hamburg den 4. Maj,” lyder det fra Dennis Farcinsen Leth, der, på vej mod maratonløbet, så lige nappede det halvmaraton sidste lørdag i København, der blev afviklet samtidigt med at Fremad Amager på udebane spillede 2-2 mod BSV i forårsturneringens første kamp.
”VM i halvmatathon blev så stedet, hvor jeg kunne hylde sammenholdet, fællesskabet og den opbakning jeg har mødt fra venner og bekendte i og omkring klubben. I dagligdagen, i Sundby Idrætspark og hvor vi ellers har mødtes og talt sammen. Det fællesskab kombineret med min kærlighed til mine børn har gjort, at jeg nu her mere end 9 måneder efter beslutningen stadig kan kalde mig ædru. At jeg ikke har rørt en dråbe alkohol siden den halvleg. Derfor ville jeg hylde det som betyder så meget for så mange. Klubben og klubbens farver. Derfor trøjen. Derfor de orange sokker. Undervejs på turen tænkte jeg naturligvis over, hvordan det gik Fremad Amager i kampen mod BSV. Jeg tænkte på opbakningen jeg havde mødt. Fra spillere og fans. Jeg tænkte på hvor meget fællesskabet har givet mig,” lyder det ærligt fra Dennis Farcinsen Leth.
Meget taknemmelig
Man fornemmer tydeligt på Dennis Farcinsen Leth, at han trives på Amager, selvom han faktisk ikke i første omgang, havde let ved at komme til øen.
”Det er ikke nemt som tilflytter (er oprindelig jyde, red.) at falde til på Amager. Men det har klubben og Musikforeningen 5-øren gjort nemmere for mig. Jeg har en utrolig stor berøringsflade i begge institutioner og er dybt taknemmelig for det. Både at kunne give til fællesskabet (frivillig i Amager Bio og med Tifo til hjemmekampe), men også at mærke den støtte og omsorg der drages for hinanden. Så da folk omkring fanklubben gav mig ”thumbs up” til at løbe i trøjen så var valget ikke svært. Tværtimod så blev det en enorm glæde at løbe løbet. Uden at skulle lyde overtroisk eller nedtone min egen bedrift under løbet, så er det min klare overbevisning at fællesskabet var med til at gøre, at jeg kunne skære 6 minutter af min personlige rekord og 3 minutter af min drømmetid. Den 1 time 42 minutter og 10 sekunder er klubbens,” slutter Dennis Farcinsen Leth.
Foto:
Fra Dennis Farcinsen Leth mens han passerer Tivoli ved H.C. Andersens Boulevard i gang med sit halv-marathon.